- Vi syntes vi havde sammensat en god og spændende trup, og med ansættelsen af Lars Friis som cheftræner var vi overbevist om, at vi havde den helt rigtige sammensætning og et godt udgangspunkt for at opfylde målsætningen,- siger bestyrelsesformand i HC Midtjylland, Henrik Hansen. – Desværre har vi ikke kunnet få tingene til at fungere tilfredsstillende, og vi er derfor – i fuld forståelse med Lars Friis – blevet enige om at Lars omgående stopper som cheftræner. Heldigvis forbliver Lars som en del af HC Midtjylland i de kommende måneder, hvor han bl.a. får en vigtig funktion i arbejdet med at udvikle klubbens sponsornetværk og generelle økonomiske fundament .-
- HC Midtjylland står over for en særdeles vigtig kamp mod Team Vesthimmerland allerede i weekenden og det har derfor været vigtigt for os at finde en kvalificeret afløser for Lars, som kunne træde til hurtigt hurtigt. Det har vi fundet med Søren Baadsgaard, som vi jo kender i forvejen og som også har et godt kendkab til truppen fordi vi, mens Søren stadig var cheftræner i Lemvig, havde et godt samarbejde med Lemvig/Thyborøn, som vi har trænet sammen med en gang om ugen.
Da Herning FH og Hauge GIF tilbage i 2005 startede HC Midtjylland og offentliggjorde en plan med en målsætning om oprykning til landets bedste række i 2012 offentliggjorde man samtidig Søren Baadsgaard som klubbens første træner.
-Jeg havde mit første job som seniortræner i netop HC Midtjylland. Jeg bor og arbejder her i området og mit hjerte har altid banket for klubben. Jeg håber derfor meget det kan lykkes for spillerne og mig i fællesskab at få vendt skuden og komme tilbage på vinderkurs,- siger Søren Baadsgaard. - Meget gerne allerede på lørdag, så vi kan holde Jul med en god fornemmelse i maven og se frem til en række gode kampe i det nye år.-
| Share |
| < Forrige | Næste > |
|---|





























