Facebook

Hans Christian Borg Hansen laver en 3-årig aftale med HCM      

Et af de største danske talenter på målmandsposten laver en 3-årig aftale med HC Midtjylland. Hans Christian eller HC er en fantastisk igangsætter, der er garant for mange mål på contra – ligesom han med sit lange vingefang er utrolig dygtig på nærskud. 

HC er en del af HC Midtjyllands Talent 2024 satsningen, og er en af vores egne talenter – han begyndte i Herning FH som 7-årig og har gennem årene udviklet sig helt fantastisk. 2022 har ligeledes givet debut på både HCM’s 1. divisionshold og U18 landsholdet. Den kommende sæson er det primært på HCM’s U19 hold, at HC skal bruge de håndboldmæssige evner for derefter at tage næste skridt op ad.

Talentansvarlig og Cheftræner Mads Hjortshøj udtaler om Hans Christian Borg Hansens kontrakt:

HC er en målmand med et kæmpestort potentiale – fylder godt i målet og er en fantastisk igangsætter – der skal arbejde med sin fysik – han er en rolig målmandstype, der kan lære meget af Rene og Frederik. 

HC er allerede en etableret spiller i DHF’s talent system, og ligeledes en del af Talent 2024, så han har som ung spiller de bedste rammer og forudsætninger for at udvikle sig. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med HC, og er sikker på, at kan han fortsætte sin udvikling, så har HCM en målmand for fremtiden, hvor det kun er HC’s egen udvikling, der sætter overlæggeren – han kan gå hele vejen og få en fantastisk håndboldkarriere, hvis han yder det, der skal til.” 

Hans Christian Borg Hansen udtaler om den 3-årige kontrakt med HC Midtjylland:

“Det er jo noget af det man håber på, at ens barndomsklub vil lave kontrakt og satse på en, så jeg blev rigtigt glad, da Mads kontaktede mig omkring klubbens ønske om at tegne kontrakt med mig. 

Jeg har været så heldig, at spille på et hold og i en klub, der allerede nu har givet mig mange oplevelser og nogle gode kammerater, og den nye Arena har bare været med til at give endnu mere til det setup, der er – det er superfedt, at der også gøres noget for os ungdomsspillere og man mærker, at der bliver lagt mærke til, hvad der sker i klubben. Jeg træner allerede løbende med ved 1. division herrer, så jeg får en fornemmelse af, hvad der skal til for at kunne være med på øverste hylde som senior – som ungdomsspiller spiller vi jo allerede på øverste hylde, men jeg kan godt se, at der skal trænes endnu hårdere for også at kunne gøre en forskel på senior niveau.” 

Formand Kim Simonsen er ligeledes glad for at det er lykkes at lave en aftale med Hans Christian Borg Hansen for de næste 3 sæsoner og udtaler: 

“HC er en af de bedste på målmandsposten i U17, og har i flere år været en stor profil i ungdomsrækkerne – med på U18 landsholdet og en markant del af vores Talent 2024 projekt. 

En spiller der har et kæmpe potentiale, den rolige målmadstype, der samtidig er en utrolig igangsætter – der via sit fantastisk blik for at kaste er medvirkende til mange contra mål – så med den måde vi spiller på i HCM, vil HC være en fremtidens mand i HCM målet, hvis han kan fortsætte sin udvikling. 

Der er jeg sikker på, at både Mads, Søren, Mark og ikke mindst Rene og Frederik kan være med til at hjælpe ham i den rigtige retning. Han er allerede godt på vej, nu er det så op til ham selv at udnytte de rammer, som vi stiller til rådighed for ham og de andre unge talenter.” 

For yderligere information kontakt venligst:
HC Midtjylland 
Mads Hjortshøj 
Cheftræner
Telefon: +45 2633 4866