Facebook

Med hjælp fra de 3 hovedsponsorer Vestjysk Bank, K Weis, Klink & Jensen samt Spar Nord, Sport24, Kempa og Ejendomsmæglerfirmaet &Living har vi med øjeblikkelig virkning hentet Rasmus Graffe og Mathias Hedegaard – begge spillere kommer fra Ajax. 

Rasmus Graffe er hentet til klubben på en kontrakt frem til 30. juni 2025 – et ungt talent, der allerede har været en profil i 1. division igennem flere sæsoner. 

Mathias Hedegaard er hentet til klubben på en kontrakt frem til 30. juni 2023 – en benhård stregspiller, der også er en dygtig forsvarsspiller. 

Cheftræner Mads Hjortshøj udtaler om tilgangen af de to spillere:
“Vi har været ramt af skader på Sebastian Jensen og Jeppe Krogh, og har kigget rundt i markedet for at se, om der var spillere fri, som det gav mening at knytte til holdet på nuværende tidspunkt. 

Med den uheldige situation i Ajax har vi haft muligheden for at tilkoble Rasmus og Mathias – et par spillere som vi har fulgt gennem flere sæsoner. Vi har mødt dem som modstandere i 1. division og kender deres kvaliteter.
I Mathias får vi tilknyttet en spiller, der vil gå forrest til træning – en spiller, der kommer med noget vildskab i begge ender. I Rasmus får vi et ungt talent, som vi har fulgt tæt – en rigtig målsluger, der samtidig har et stort blik for sine medspillere. 

Jeg forventer, at det er to spillere, der kan gå direkte ind i truppen og være med til at løfte hele vores setup, og jeg er glad for at vi har kunnet tilføre to spillere med så stor kvalitet på nuværende tidspunkt.” 

Formand Kim Simonsen er også rigtig glad for at det er lykkedes at tilføre Rasmus og Mathias og udtaler:
“Med den situation vi stod i med Jeppe og Sebastian ude for måske resten af sæsonen, så er det lykkedes at få tilført noget virkelig kvalitet til truppen – Rasmus er en spiller, der passer ind i vores DNA – en ung spiller, der gerne vil prøve sig af på øverste hylde mens Mathias er en spiller, der kan tilføre noget af det vildskab, som Jeppe Krogh også står for. 

Det er altid det muliges kunst, når der skal tilføres spillere midt i en sæson – dels skal spillerne passe ind i vores koncept – dels skal de være ledige og så skal pengene også være der til det. Med to spillere fra København, der vælger os til og flytter efter at kunne spille for HCM viser, at vi har et interessant setup, hvilket vi er rigtigt glade for – så flueben ved det sportslige. 

Når vi kigger på den korte tid vi har haft til at kontakte vores sponsorer for at få opbakning og hjælp til at udvide truppen, så må vi bare sige, at vi har mødt en fantastisk opbakning til at ville hjælpe – for uden den hjælp med player sponsorater på nuværende tidspunkt, så var det ikke lykkedes at hente de to profiler til klubben – så 1000 tak for hjælpen til de sponsorer, der var klar til at hjælpe.”

Rasmus Graffe udtaler om kontrakten med HC Midtjylland:
“Da HCM ringende og spurgte om jeg var klar til at flytte til Jylland, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige næste skridt for mig i min håndboldkarriere – det hele er gået meget hurtigt fra første kontakt, men jeg har fået er rigtigt godt indtryk af klubben ud fra de snakke, jeg har haft med Mads – jeg føler jeg passer rigtigt godt ind, og her får jeg lov til at prøve mig af på øverste hylde, hvilket jeg ser meget frem til.” 

Mathias Hedegaard udtaler om kontrakten med HC Midtjylland:
“Når telefonen ringer og man på kort tid skal besluttet sig for sit næste skridt i håndboldkarrieren, og det samtidig er en ligaklub, der ringer – så var det ikke en svær beslutning – jeg kender klubben og holdet fra de seneste sæsoner, hvor vi har mødt HCM med Ajax og jeg er sikker på, at jeg kan bidrage med noget vildskab.

Klink & Jensen Arena er en fed hjemmebane, som vi glæder os helt vildt til at opleve som hjemmebane – vi har kun oplevet den som deltager på udeholdet, og der føler man at hele arenaen er med hjemmeholdet, så nu glæder vi os til følelsen og til at hilse på alle omkring klubben – fans, sponsorer og frivillige.” 

For yderligere information kontakt venligst:
HC Midtjylland
Mads Hjortshøj
Cheftræner
Telefon: +45 26334866